søndag den 16. maj 2010

Alternativ styrketræning


Vækkeuret ringede alt for tidligt, 6.20 for at være præcis. Nicolas, vores lille søn, har sovet rigtig skidt hele natten og har grædt på grund af smerter i foden. Vi er ikke helt sikre på, hvorfor han har så ondt i foden. Sammenlagt er det vel blevet til små 4 timers søvn. Jeg startede min morgen med en løbetur på 6 km. Her blev jeg klar over, at mit madindtag igår var helt forkert sammensat i forhold til min træningsmængde. Ikke nogen overraskelse, men jeg havde et kort øjeblik glemt konsekvensen. Jeg havde betonben og min km tid lå på 6 min pr. km. Det er for langsomt på så kort en distance. En omgang powergrød, i form af havregryn, soyamælk, mandler, rosiner og bananer blev indtaget efter løbeturen og badet. Så var det ellers afsted på "job". Jeg har stillet mig til rådighed som fotograf hele dagen, da Rikke skal giftes og hendes polterabend er i dag. Det har været en fantastisk dag og man kan roligt sige at jeg har fået styrketrænet dagen igennem. Mit kamera er rimeligt tungt og jeg har taget 613 billeder. Men hold fast hvor har det været sjovt. Jeg er godt tilfreds med at det "kun" er blevet til 6 km's løb idag, for jeg har kravlet, hængt, ligget, stået, gået og ikke mindst løftet så meget, at det svarer til en ordentlig omgang cirkeltræning. Hjemme igen sidder jeg med et smil på læben og en følelse af at dagen har været nok noget nær perfekt. Jeg er så heldig at jeg har de mest fantastiske mennesker i mit liv. Tak for det. I morgen venter en travl dag og jeg overvejer stadig, hvordan jeg skal få presset træningen ind.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar