tirsdag den 15. juni 2010

Havde det bare været latex

Det har bare været en helt igennem fantastisk dag. Jeg var temmelig balret, da vækkeuret ringede kl. 5.30 og slet ikke klar til at stå op og træne, men jeg gjorde det. Efter at have indtaget en noget tvivlsom morgenmad, Quinaflager, skal koges og kan ikke iblødsættes, som den kære helsekost sælger ellers bildte mig ind. Så grøden var ikke blød og lækker men total grynet og ikke velsmagende overhovedet. Men ned kom den. Bagefter var det op på jernhesten og i fuld galop til svømmehallen. Her blev det til 1900 m på 47 minutter. Jeg er bare pavestolt. Det rykker bare nu og jeg har fundet teknikken og er ved at indkorperere speederen. :-) Et dejligt varmt bad og så afsted til arbejdet. Dagen var temmelig stressende. Mest fordi jeg har fået nye arbejdsopgaver som er udfordrene på en lidt atypisk måde, men det gør jo også at dagen bliver anderledes. Jeg er ihvertfald superglad og stortrives med opgaverne. Mangler dog nogle timer i døgnet. Men hvem gør ikke det.


Min søde mand hentede mig, så jeg kunne nå at komme ned og prøve alternative våddragter, nu da den jeg oprindeligt skulle have haft fingre i, ikke ser ud til at komme foreløbig. Jeg fornemmede hurtigt at min mand fiskede efter om jeg mon ikke selv kunne tage hen og prøve våddragt og så kunne han jo lige se kampen mellem Portugal og Elfenbenskysten færdig. Og selvfølgelig kunne han det, for hvor interessant er det at se fruen presset ned i en kropsnær neoprenrustning. Nej vel? En ting kan jeg røbe, hvis ikke I ved det, man ser lidet flatterende ud i disse kæmpe "kondomer". Og det er desværre ikke alle modeller, der er flaterende for kvindekroppen, uanset hvor veltrimmet man er. Jeg har meget kvindelige former og ynder at have det. Men på en eller anden måde så gør dragten det bare ikke for mig. Den dragt som faktisk var den dyreste og som sad hamrende godt på mig, og med lidt god vilje, fremhævede kvinden der var presset ned i den, var for stor i halsområdet. Den ville simpelthen tage vand ind. Så jeg endte med middelmodellen til 3000,-. Jeps det er en rimelig dyr sport. Havde dragten nu været af latex, er der temmelig stor sandsynlighed for, at min mand ville have haft sværere ved at bevare opmærksomheden på Cristiano Ronaldo og Didier Drogba.
Sønikke var i madgruppe så jeg hentede ham i Lyngby og da jeg kom hjem var der lavet lækker aftensmad til mig. Vi hyggede og så et afsnit Monk imens vi spiste. Ja jeg ved godt at man ikke bør spise og se TV samtidig, men det er hyggeligt engang imellem og når der er tale om Monk så vil latteren ingen ende tage. Efter aftensmaden nåede jeg lige at slå mave i en 1/2 time.

Da det var tid til kampen mellem NordKorea og Brasilien, så trak jeg i løbetøjet og tog i Bernstorffsparken med vores skøre hund Chaplin. Han syntes det var skønt at komme over i parken igen, men da han fandt ud af, hvad turen gik ud på, så kiggede han bebrejdende på mig på den sidste runde. Jeg tog 3 runder og endte med 9,5 km sammenlagt. Chaplin var fuldstændig færdig, men det var jeg ikke. Det er jo en af sidegevinsterne ved at træne meget. Man får overskud. Jeg fik ordnet en masse praktiske ting, da jeg kom hjem og kunne gå i seng med total god samvittighed og en bunke overskud.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar