lørdag den 5. juni 2010

Proteintilskud i det jydske

I dag skulle ikke være træningsdag fra morgenstunden. Der var udsolgt på alle hylder, da jeg vågnede kl. 5.00 og jeg valgte at sætte vækkeuret til 6.30. Jeg var nødt til at få lidt mere søvn. Men okay, klokken var også blevet 1.00 inden jeg lå i sengen og hvem sover i samme sekund de ligger der? Det sker sjældent for mig.



Jeg fik pakket taske og kamera og en masse teknologiske dimser.Man er vel moderne. GPS ur med mere. Vi skal over til vores fantastiske venner i Herning og når vi er der, så er der dømt total livsnydelse på første klasse. Deres hus er et kapitel for sig. Første gang jeg var der, rendte jeg rundt og fotograferede huset i 10 timer non stop. 267 m2, 35 m2 hems, 37 m2 hjemmebiograf. Udvendig spa, LED lys over alt. Huset har de selv bygget og det er fantastisk. Jeg har aldrig set noget lignende. Der er tænkt på alle deltajer.




Familien hentede mig på jobbet og vi forsøgte at komme af sted, så vi kunne slippe for myldretidstrafikken. Yeah right. Fra Gentofte til Køge på 1 time. Turen over Fyn var ligeså træls, men vi kørte skiftevis og med en Ipod kan man klare meget. Jeg nyder at jamme til al den musik, som min mand så absolut ikke kan holde ud at høre på. Vi har overhovedet ikke samme smag i musik. Jeg kan lide alt hans, men også en masse andet, som han så ikke lige kan holde ud. Så den del hører jeg, når jeg løber, cykler, eller også med høretelefoner på derhjemme mens jeg dansende laver mad eller lignende. Og indimellem glemmer jeg, at jeg har høretelefoner på og begynder at synge. Gæt selv om det lyder godt. Lad mig sige det pænt, en af mine veninder er operasangerinde og hun har brugt mange timer på at forsøge at lære mig at synge rigtigt. Ikke helt med så meget held som hun kunne ønske sig. Men jeg elsker at synge og danse for den sags skyld.


Kl. 20.00 ankom vi til Lind i Herning. Weberen var klar med 2 flæskestege ala Jamie Oliver.Vi spiste og grinte og nød selskabet. Børnene forsvandt afsted sammen. Nicolas har her adgang til alverdens PS2 og 3 spil og så er Jesper på snart 20 år hans store idol. Patricia og Maria hygger med pigeting og ja Chaplin syntes vældig godt om Parko. Efter maden så trak jeg i løbetøjet, iførte mig min GPS og så fløj jeg af sted, bogstaveligt over markerne. Harerne sprang om benene på mig og rådyrene galoperede afsted. Jeg løb rundt i den skønneste natur, forbi Herning messecenteret og hjem igen. På vejen tog jeg mig lige et proteintilskud, i form af en kæmpe flue og de der passerede mig, må have ligget flade af grin, (Jeg havde IPOD på så jeg oplevede det ikke), da jeg desperat forsøgte at komme af med den igen. Dog uden held. Det blev til sammenlagt 10 km. Havde det ikke været så sent og med maven fyldt med mad, så havde jeg nappet 5 km mere, men det må vente.


Vi hyggede og grinte og igen blev klokken alt for ,men det gør ikke så meget, når man er i godt selskab. Klokken 2 overgav jeg mig til drømmeland.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar