Det har været lummert hele natten og søvnen har været af dårlig kvalitet, men alligevel så er det med stor glæde at stå op, da vækkeuret ringer. I dag skal der nemlig cykles 180 km med Challenge holdet. Vi mødes som sædvanligt ved Strandvejen/Tuborgvej. Vi er omkring 25 der er mødt op. Det er jo stort. Det hurtige hold kører afsted. Jeg kobler mig på det "langsomme" hold og det går strygende. Men jeg får hurtigt klar besked fra benene om, at jeg ikke har sørget for nok kulhydrater i aftensmaden dagen før. Benene er tunge og eftersom at jeg har holdt hviledag og at jeg kun har svømmet fredag, (og her bruger jeg slet ikke benene), så ved jeg at det er kosten der har været forkert. Men jeg har energibarer og gel med, så det skal nok gå alt sammen. Vi cykler afsted til vores første opsamlingspunkt, der er en kirke ca. midtvejs. Vi får fyldt vand på flaskerne og spiser lidt forskelligt og 5 minutter senere er vi afsted igen. Jeg har et par småkriser, men kommer igennem dem, med lidt hjælp fra Morten. På et tidspunkt er der en del punkteringer og gruppen bliver splittet op. Jeg kører sammen med Pia og vi får en god snak, alt imens at der trædes igennem i pedalerne. Hun vil kun tage en omgang og jeg er selv meget i tvivl om hvad jeg skal. Jeg er træt i benene. Anders og Morten følger trop og efter lidt overtalelse og en intern diskussion mellem min fornuft og min vilje, beslutter jeg mig for en 2. runde. For hvad nu hvis dette havde været på dagen? Så havde jeg ikke haft noget valg. Så var det bare om at bide tænderne sammen og fortsætte. Så jeg tager med og så kommer benene pludselig med. Jeg har fået fyldt godt på med kulhydrater og det er nået ud til benene. Der er knald på og vi kører i rask tempo. Da vi når til Birkerød begynder Mortens eger at løsne sig. Vi stopper op ved hvert kryds, for at han kan skrue dem fast. Vi behøver ikke vente, men vi gør det og det er ikke et problem. Det er teamspirit.Da jeg kommer hjem efter turen er det hurtigt i bad og så afsted til Helsingør. Vi skal op til Kristian og Maki og deres skønne tvillinger samt lille Moses (En ruhåret gravhund). Det er så hyggeligt at være der. Maki er fra Japan og Kristian har læst Japansk i Wales i Cardiff og flyttede så til Japan lidt over et år. Her mødte han Maki. Han kan nu flydende japansk både på skrift og i tale. Det er fantastisk og sidde til middag, hvor der flyver japansk hen over bordet, engelsk og ikke mindst dansk.
Jeg er flad, så klokken 23.00 siger vi tak for en dejlig aften og kører hjemad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar