
Morgenmaden indtages i ro og mag. Jeg skal lige omstille mig mentalt og vænne mig til tanken om, at hverdagen nu er vendt tilbage med alt hvad det indebærer. Jeg elsker at have travlt og elsker at have mange jern i ilden, men jeg føler bare ikke at jeg har fået ladt batterierne op. Det skyldes hovedsageligt at vi ikke har været ude at rejse, sådan helt væk fra Danmark. Når vi ikke er det, så ender det jo med at man jo også lige kan gøre det eller det. For det er bestemt ikke træningens skyld at jeg ikke er på toppen. Træningen giver mig overskud og velvære i en sådan grad at jeg simpelthen ikke ville kunne eksistere uden. Dog fik vi et par dage i det jydske hos vores fantastiske venner, der i den grad sørgede for at der var dømt feriestemning. Det var en kombination af råhygge og oplevelser. Og tjek lige billedet ud. Den kasse ærter koster 100,- kr. (Den er ikke fyldt, da vi alle havde spist halvdelen, da billedet blev taget). Ja man tror det er løgn ikke. Der er vel 4-5 kg ærter, hvis det kan gøre det. Man får noget for pengene i det jydske. :-)
Klokken 7.00 er jeg klar til at hoppe i vandet. Jeg har fået bakset våddragten på og jeg sænker mig i havet og lader dragten tage vand ind. Det er super dejligt. Jeg elsker virkelig at bade i havet. Der er mange svømmere tidspunktet taget i betragtning. Jeg ser også nogle Challenge folk, men det er nogle, der ikke er med på Fitnessdk holdet og derfor ikke kender til planlægningen og koordineringen af mødetider. De kører deres eget system over Facebook og aftaler der, hvornår de skal mødes. Det er jo fint nok. Jeg er nu glad for at være en del af Fitnessdk holdet. Vi er begavede med ildsjæle, der hjælper os med at få trænet rigtigt, spist rigtigt, skabe kontakter til de rigtige steder, så vi kan få gode tilbud, inspiration ved hjælp af foredrag og andre fantastiske ting. Jeg kunne blive ved. Jeg syntes det er fantastisk. Svømningen går fint. Jeg svømmer 2 km og holder min tid. Det er åbenbart der jeg skal ligge og det er jeg også godt tilfreds med. Der er absolut intet at vinde ved svømningen. Den skal jeg igennem og jeg skal finde et tempo, så jeg har overskud på kontoen, når jeg kommer op af vandet. Der er rigtig mange, der kommer til at brænde for meget krudt af her, og det vil de bøde for på en stor del af cyklingen.
Jeg tager på arbejde og går i bad der og får skyllet våddragten. Våddragten skal skylles hver gang, så den hele tiden holdes ren. Jeg hænger den til tørre og drager op på min plads. Der er utroligt stille. Der er stort set ingen på arbejde, så der er virkelig arbejdsro, til at komme bunkerne til livs. Det er rigtig dejligt.
Jeg når lige hjem at spise inden jeg skal videre til Fitnessdk. Jeg har to PT kunder og et løbehold. Det er dejligt at være tilbage og dejligt at give erfaring videre. Endnu bedre er det at min ene kunde har tabt sig 2 kg udelukkende på grund af intervaltræningen, som jeg har lagt ind i hendes program. I dag kom vi øvelser på. Så kommer der virkelig til at ske ting og sager. Løbeholdet er ikke fuldtallige endnu. Det er stadig sommer. Men Malene og jeg løb 5 km og havde det super hyggeligt.
Jeg tager forbi mit arbejde med frokost, skiftetøj, cremer med mere, for i morgen skal jeg cykle inden jeg møder på arbejde. Jeg regner med 90 km. Uhhh det bliver godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar